Klimapolitik i grøn belysning
Af og til afslører politik sig selv bedst, når man ser på formen frem for indholdet. Klimapolitikken i Folketinget er et godt eksempel. Ikke fordi der mangler alvor, vilje eller erklæringer, men fordi alvoren i sig selv er blevet et politisk udtryk, der kan vises frem, gentages og administreres.
Forestil dig Folketinget som et lukket rum, hvor alt er nøje iscenesat. Ordene er tunge, blikkene alvorlige, og den grønne omstilling omtales som både nødvendig og uomgængelig. Alligevel bevæger handlingen sig i et tempo, der passer forbløffende godt med valgperioder og meningsmålinger. Klimakrisen er konstant, men den politiske tid er fleksibel.
Erfaringen går igen. Bertel Haarder-typen bevæger sig fortsat rundt i kulissen og minder alle om at tage det roligt. Ikke fordi der ikke er travlt, men fordi det politiske system har lært, at for meget hast skaber uro. Ro bliver en dyd, selv når fysikken ikke deler den vurdering.
Statsministeren indtager scenen med den forventede alvor. Danmark skal gå forrest. Ambitiøst, ansvarligt og balanceret. Klimaministeren står ved siden af og håndterer reduktionsmålene som administrative størrelser, der kan flyttes, justeres og udskydes uden at miste deres symbolske værdi. Nogle mål er konkrete, andre bekvemt placeret efter næste valg. Fælles for dem er, at de fungerer glimrende i en pressemeddelelse.
Partilederne spiller deres roller med præcision. Alternativets leder taler om systemforandring og nye livsformer. Visionerne er omfattende, næsten nødvendige, men ofte placeret i et fremtidigt rum, hvor modstanden endnu ikke har fået form. Enhedslistens leder insisterer på, at klima og ulighed ikke kan adskilles, og at regningen må betales her og nu. Det er moralsk konsekvent og politisk svært.
Venstres leder taler om balance. Omstilling, ja, men uden at skræmme landbruget, erhvervslivet eller vælgerne uden for de større byer. Klimaet er vigtigt, men må ikke opleves som et angreb på hverdagen. De Konservatives leder taler om ansvarlighed og markedsmekanismer. Staten skal styre, men helst diskret. Tempoet skal være ordentligt, så tilliden ikke lider skade.
Rundt om den politiske scene står interesseorganisationerne. Danmarks Naturfredningsforening minder utrætteligt om naturens tilstand. Ikke som ideologi, men som biologi. Landbrug & Fødevarer svarer med hensynet til produktion, eksport og fødevaresikkerhed. Økologisk Landsforening taler om jordens kredsløb og langsigtet bæredygtighed, mens FDM spørger, hvordan almindelige mennesker fortsat skal få hverdagen til at hænge sammen, når visionerne bliver konkrete.
Ingen af dem tager fejl. Problemet er, at de ikke kan få ret samtidig.
Eksperterne leverer det nødvendige bagtæppe. Klimarådet og forskerne taler i data, sandsynligheder og konsekvenser. De leverer analyser, der i sig selv er klare. I det politiske rum oversættes de til formuleringer, der kan overleve et pressemøde. Ambitiøst, men realistisk. Grønt, men ansvarligt. Når noget ikke hænger sammen, kaldes det en teknisk udfordring, der kan håndteres i næste forlig.
Vælgerne følger med fra sidelinjen. De vil gerne redde klimaet. De vil også beholde bilen, boligen og hverdagen. Applausen afhænger af elpriser, benzinpriser og temperaturen udenfor. Klimaet er vigtigt, men det konkurrerer konstant med livet, som det leves.
Den egentlige konflikt i dansk klimapolitik står derfor ikke mellem handling og passivitet. Den står mellem synlig handling og effektiv handling. Meget af politikken er designet til at kunne vises frem, måles og kommunikeres. Mindre er designet til hurtigt og grundlæggende at ændre adfærd. Det, der gør mest ondt, bliver ofte udskudt, pakket ind eller fordelt så bredt, at det næsten forsvinder.
Foran offentligheden tales der om ansvar, fællesskab og fremtiden for børnene. Bagved tælles stemmer, hensyn og undtagelser. Klimaet venter ikke, men det har endnu ikke stemmeret.
Det er måske den mest voksne erkendelse i hele forestillingen.